Omtale

 

 

" .... Maleren Mogens Sjøgård er natur-freak med sensorer i sindet, der intenst registrerer alt, imens han vandrer. Fisker. Løber på ski. Denne sporing af naturen er udgangspunktet for arbejdet med billederne, der kan karakteriseres som en montage af aflæst og sanset natur. Koloristiske fortolkning-er af det landskabelige og naturelementerne. For Mogens Sjøgård er efteråret den maleriske tid. Lyset skifter. Vejrliget varierer. Jordens sekreter stiger dunstende op af muldene. Det er det, der lidenskabeligt overføres til maleriet i et ekspressivt og gestikulerende sprog, der flyder og holdes oppe i  tempo for at afværge arbejdsprocessernes dødsruter, stilstand og tvivl. Horisontlinier samt figurrids og  konturer af jordiske og konkrete motiver er faktisk kun det rids og de holdepunkter, der skal til for at undersøge og afprøve kulørernes sammensatheder og eksistrer i kraft af hinanden. For det er det, der  lokker og fascinerer. Blålige toner med tangenter af jordlagsnuancer. Rødligheder og frimodige maler- strøg. Og noget lys. malerierne er bygget op lag på lag i dynamiske kompositioner, der lystigt lader øje og fatteevne skue sig ind og ud af perspektiver og ståsted. For at holde en pause. For beriget at sanse på ny." ("Langelands kunst - 38 portrætter." - red. af Birgitte Drud, 2001)

 

".....Maleren Mogens Sjøgård udstiller en række store og mindre lærreder - naturscenerier, strandmotiver, sten i vandet, bratte bjerges fald ned i havet. For havet må naturligvis være med, når man er fra Langeland. Sjøgård sprudler med fortælleglæde og en naturlig farveglæde, ufortænkt kunst, når det er bedst: Let at se på, men meget at tænke over. Og meget at nyde."(Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende 8-12-02)

 

".....Mogens Sjøgård, Langeland, har som så ofte før ladet sig indfange af stranden og dens sten, træernes staccato i halvlyset, himlens kontraster. Han kan sammensætte forskellige blå, gul, kraplak og en skærende grøn og få en inciterende ekspressiv helhed ud af det." (Preben Winther, Kunstavisen 11, 2007)

 

" ..... For det lykkes bemærkesværdigt ofte for kunstneren at forlene sine evige strandstykker, sten og fladvandskyster med den tæt på lykkelige besjæling, som var det første gang han sansede og så. Selvom det er et århundrede og et halvt væsen til forskel ligner han i sit forhold til motiverne salig Gottschalk. Sjøgård falder som han for det upåagtede og magter at forløse dets særpræg og skønhed". (Preben Winther, Kunstavisen, 06, 2010)

 

".....Siden Mogens Sjøgård for nogle år siden sluttede sig til den fynske gruppe landmalerne, har han støt og roligt udviklet sig frem mod større kunstnerisk sikkerhed. Et af særkenderne har altid været hans specielle fornemmelse for farvens udtrykskraft. Han kan spænde en turkis eller blålilla op med hvid og okkerblandede grønne nuancer, orange - og ikke at forglemme - hans dramatiske kraplak. Der bliver skæve og smukke landskaber ud af det, når han med sit ubetinget modernistiske anslag falder for kuplede skyformationer over en fladstrand, en lille tangfyldt bugt eller et norsk skur. I sit motivvalg slægter han gamle Albert Gottschalk på: Sjøgård udser sig det upåagtede og ophøjer det til noget i bedste forstand seværdigt...." (Preben Winther, Kunstavisen 9, 2010)

 

"Mogens Sjøgård sprudler til gengæld! Hans elskede strandsten ligger hvor de skal, men i andre af malerierne giver han mere los, end han før har turdet - og magtet. Det lykkes Sjøgård at udfordre den koloristiske smagløshed, som selve naturen kan finde på at stille én overfor - og han gør det bravour!" (Preben Winther, Kunstavisen 5, 2011)

 

 

Virkeligheden 

ER bare bedre

Kunstneren Mogens Sjøgård om naturen og landskabsmaleriet

 

Giver det mening at male landskaber? Giver det mening at skildre naturen, når verden er et ulmende bål af uroligheder?

Kunstneren Mogens Sjøgård fra Lismose ved Tullebølle kan ikke selv svare på sine egne spørgsmål, men han ved, at for ham som naturmennesket, der elsker at fiske, at løbe eller gå i de landskaber, han også vælger at male, er det værd at holde fokus på strand og vand, på skove og marker.

For det er bogstaveligt kærligheden, der driver penslen, når han maler.

“Jeg bliver nødt til at være ærlig overfor det, jeg laver. Men jeg føler nok lidt, at landskabsmaleriet ikke er så populært for tiden. I hvert fald når jeg kigger rundt på galleriernes udstillinger” siger han.

 

Landmalerne 

 

Som medlem af kunstnergruppen “Landmalerne”, der blandt sine ni medlemmer også tæller kolegerne Keld Nielsen fra Kædeby og Camilla West fra Taasinge, erkender Mogens Sjøgård dog, at gruppens udstillinger rundt i ind- og udland både er velbesøgte og har et købestærkt publikum.

“På et tidspunkt var jeg på vej i en lidt anden retning. Mod noget mere abstrakt, fordi jeg havde en forestilling om at ville bruge hele billedfladen og ophæve horisont-linjen”, siger Mogens Sjøgård. 

Men man kan ikke tvinge sig selv til noget, uden det bliver påtaget. 

Blandt Landmalerne kunne han roligt forblive tro mod det maleri, han er opvokset med og har levet med. Knud Søgård, Mogens’ afdøde far, var selv en dygtig landskabsmaler og utallige er de udstillinger, han og faderen har set med landskabsmalerier.

 

Håb contra kaos

 

For maleriet af naturen bærer også det håb, der skal til for at møde kaos. Måske er det derfor, at netop den danske Guldalder, som udsprang af krig og fallit, i høj grad var malerier af de harmoniske danske landskaber.

“I min branche er vi ikke altid så gode til at snakke om egne ting. Men noget, som hele tiden ligger mig på sinde, er at tydeliggøre det sansede og gøre det sanseligt, så naturen forbindes med følelserne”, siger Mogens Sjøgård, der kalder det “at fotoshoppe” - uden det har det fjerneste at gøre med billedredigering på en computerskærm. 

At fotoshoppe kan forklares lidt, som når kunstnere som f.eks. Vincent van Gogh lader sin kornmark eller nattehimmel bølge i bevægelse eller når  Edvard Munch vælger at lade sine personer udtrykke det sansede i det verdensberømte maleri, Skriget. 

Men kan det langelandske landskab give tilstrækkelig med inspiration til sansninger og  et langt flirteri med naturbillederne.

“Nej!”, siger Mogens Sjøgård, hvorpå han lidt famlende prøver at huske Dan Turells digt, Jeg holder af Hverdagen, der også handler om at træde lidt væk og så igen påskønne det, man har set og oplevet før.

 

Søgen efter inspiration

 

“Derfor tager jeg og min hustru Line ofte ud - både her i landet til f.eks. Limfjorden og Bornholm, men også til Færøerne for at suge ny inspiration ud af den anderledes natur”.

Og så sker der det, når maleren er tilbage på Langeland, at han opdager noget, han aldrig har lagt mærke til før.

“Jeg kørte rundt og ledte efter et motiv med nogle gode linjer  og et godt lys, og jeg fandt det også ved den inddæmmede del af Lindelse Nor”, forklarer Mogens Sjøgård og peger på et maleri, hvor en sortbrun markvej fører ind i et landskab, der til venstre  afgrænses af et hegn og til højre giver et blik ud over det åbne landskab med en hvid husgavl i det fjerne. 

“Så kommer jeg hjem igen til Lismose… og opdager, at nabogårdens indkørsel har de samme eftertragtede linjer og det gode lys”, konstaterer han. Det er naturligvis også på lærredet nu - dog stadig ikke færdigt.

Mogens Sjøgård arbejder i det fri med fotoapparat og skitseblok, mens malerierne bliver til i atelieret på boligens førstesal, hvorfra der er udsigt over præcis den natur og det landskab, han holder af.

I forhold til det helt naturalistiske landskabsmaleri, forklarer Mogens Sjøgård, at han vælger at “fotoshoppe”. Ikke på computeren, men når han står med paletten og maler. Han foretrækker lidt mere kolorit og lidt mere kontrast i sine malerier.

“Fordi virkeligheden ER bare bedre, end det foto du har taget!”

Iben Friis Jensen